Dialog og information i dagligdagen
I forbindelse med aflevering og afhentning er det således vigtigt, at såvel personale som forældre videregiver vigtige informationer, der kan have betydning for, at barnet får en god dag. I grupperne er der information og dokumentation af fokusområder og aktiviteter. På opslagstavlerne i de enkelte grupper og på minInstitution.dk er der også information om forskellige arrangementer, nye tiltag med mere. Ved hjælp af dokumentation i form af billeder eller børnenes kreative udtryk kan forældrene følge med i det aktuelle emne, som vi er optaget af.
Forældremøder samt bestyrelsesmøder
Forældrebestyrelsen arrangerer i juni måned i samarbejde med personalet en fælles sommerfest for forældre og søskende og i december måned inviteres der til julearrangement. Derudover afholdes der i efteråret forældremøde i forbindelse med valg til bestyrelsen. På forældremødet tager vi et relevant emne op, som vi har valgt i samarbejde med forældrebestyrelsen. Det kan f.eks. være oplæg og video om, hvordan vi arbejder med børnenes sproglige udvikling i Bornholmsgade på mange forskellige måder samt råd og vejledning til forældrene om, hvordan de kan bidrage med deres barns udvikling derhjemme.
Samtaler og dialogmøder
I Daginstitutionen Bornholmsgade ses forældrene altid som en ressource i forhold til det konkrete samarbejde om deres barn. Vores mål i Bornholmsgade er derfor at opbygge et åbent og tillidsfuldt forhold mellem forældre og personale, hvor dialogen er central i forhold til at skabe et konstruktivt samarbejde om at skabe gode rammer for børnenes trivsel, udvikling og læring.
Ud over samtaler i forbindelse med opstart og overgange er der altid mulighed for en samtale, hvis forældre eller personalet vurderer, at der er behov for dette. Forældrene bliver f.eks. indkaldt til Dialogmøder, hvis trivselsevaluering eller sprogvurdering viser, at barnet har behov for ekstra støtte.
Opstartssamtale
Daginstitutionen og forældre mødes inden barnet starter i institutionen.
Overgangen til institution er af stor betydning for både barn og forældre, og opstartssamtalen har til formål, at skabe relation, tillid og tilknytning.
Informationer udveksles, så både forældre og institutionen er klar til, at barnet starter.
Primærpædagogen deltager i samtalen, og har familien behov for deltagelse af vuggestue/dagpleje eller fx familiegruppe er de velkommen.
3 måneders samtale
Samtalen har til formål at inddrage og involverer forældre i barnets trivsel, udvikling og læring.
Vi drøfter om barnet har brug for, at forældre og institutionen har særligt fokus i forhold til barnets kompetencer.
Trivselsevalueringen danner grundlag for forældresamtalen, hvor diverse trivselsdimensioner gennemgås. De er som følger: Psykisk og emotionel trivsel, kognitiv trivsel, social trivsel og fysisk og sansemotorisk trivsel.
Sprogvurderingens resultat gennemgås som en del af samtalen.