Opstart i vuggestue/børnehave
Når et barn skal begynde i vuggestue eller børnehave, er det således vigtigt, at forældre og personale får afstemt holdninger og forventninger til, hvordan dette bedst kan foregå.
Vi sender velkomstbrev ud til de nye børn og afholder en opstartssamtale samt en samtale efter 3 til 5 måneder, hvor der er mulighed på at følge op på, hvordan barnets første tid har været.
Overgang fra vuggestue til børnehave
Ved et barns overgang fra vuggestue til børnehave aftaler personale og forældre i det enkelte tilfælde, hvordan overleveringen skal foregå. Barnet skifter kontaktpædagog, når det fylder 3 år.
Ud over de ovennævnte samtaler i forbindelse med opstart og overgange er der altid mulighed for en samtale, hvis forældre eller personalet vurderer, at der er behov for dette. Forældrene bliver f.eks. indkaldt til samtale, hvis trivselsevaluering eller sprogvurdering viser, at barnet har behov for ekstra støtte.
Overgang fra børnehave til skole og DUS
I Bornholmsgade har vi valgt at samle de ældste børn, således at de har base i alrummet. Her tilrettelægges den pædagogiske praksis med henblik på at give denne gruppe af børn mulighed for at udvikle deres kompetencer optimalt i forhold til at få en god skolestart. I den sammenhæng har vi særlig meget fokus på børnenes sociale kompetencer.
Vi tilbyder forældresamtaler i forbindelse med skolestart til alle og afholder overleveringssamtaler med skolerne i de tilfælde, hvor personale og forældre sammen vurderer, at der er behov for dette.
Vi har et tæt samarbejde med Sønderbroskolen, der er vores distriktsskole. Alle de kommende skolebørn bliver blandt andet inviteret til at deltage i en hverdag i såvel børnehaveklassen som i DUS’sen. Vi henviser i øvrigt til samarbejdsaftalen mellem Sønderbroskolen og distriktsbørnehaverne.
Kendskabet til den konkrete skole, som det enkelte barn skal gå på, varetages af skole og forældre/ barn. Vi tager derfor ikke på besøg på de øvrige skoler men anbefaler, at I som forældre følger med på skolernes hjemmesider i forhold til diverse arrangementer der. I forhold til at barnet får en god overgang, er det betydningsfuldt, at barn og forældre etablerer en relation til den skole, som barnet skal gå på.