Bornholmsgade er fra 2008 og er normeret til 131 børn i alderen 0 til 6 år, heraf 85 børnehavebørn og 42 vuggestuebørn
Børnene er inddelt i 4 grupper med fast tilknyttet personale. I Nord, Syd og Øst er der 13 vuggestuebørn og 16 af de mindste børnehavebørn (+/- 10%) i hver gruppe. De ældste børnehavebørn (ca. 37) har base i Storgruppen.
Det fysiske læringsmiljø indendørs er indrettet med udgangspunkt i de enkelte børnegruppers alder, behov for udvikling og læring samt børnenes interesser
Institutionen er på 1165 kvadratmeter. I både Nord, Syd og Øst er der tre grupperum samt en stor garderobe og toiletter. Vores store alrum med tilhørende funktionsrum er specielt indrettet til Storgruppen, hvor de ældste børn har base.
Læringsmiljøet er inspirerende og indbyder til spændende lege og aktiviteter målrettet den enkelte aldersgruppe. Her er mulighed for fordybelse i nogle rum og plads til motorisk udfoldelse i andre, ligesom vi har lagt vægt på at skabe fleksible rum, der kan indrettes efter børnenes interesser og behov for udvikling og læring. Herudover er vi bevidste om vores valg af legetøj, spil og materialer i forhold til børnenes udvikling af kreativitet samt evne til at indgå i sociale børnefællesskaber.
De udendørs læringsmiljøer omhandler ligeledes, hvordan indretningen bedst muligt tilgodeser børnenes trivsel, udvikling, læring og dannelse
Vi har adgang til vores store dejlige legeplads fra alle grupperummene. Her er der blandt andet anlagt bakker, cykelbane, gynger og klatrestativ, som giver anledning til forskellige former for lege af fysisk karakter. Vi har også små legehuse og andre nicher, der indbyder til leg i mindre grupper samt tid til fordybelse. Vores bålhytte giver endvidere mulighed for, at børn og voksne sammen kan eksperimentere med at lave mad her. Desuden har de tre vuggestuegrupper hver sin lille afgrænsede legeplads.